søndag den 2. november 2014

Opskrift på hæklet trekantstørklæde

Efteråret er over os, og det varer nok ikke ret længe inden kulden rigtig tager fat. Derfor har jeg været i gang med at hækle lidt vintertilbehør :-)

Jeg har bl.a. hæklet dette lækre tørklæde i Kitten Mohair fra SandnesGarn.


Jeg har brugt tre nøgler af det lækre mohairgarn i den flotte petroliumsgrønne farve og en hæklenål str. 4mm.


Tørklædet er lavet med inspiration fra denne opskrift fra Redheart. Jeg har dog valgt at ændre i opskriften og gøre den til min egen, da jeg synes at den anden var lidt mystisk og mangelfuld :-/

OPSKRIFT:
Start med at lave 5lm og sæt dem sammen til en ring med en km.

1. række: lav 4lm (tæller som 1stm + 1lm, her og fremefter), 1stm, 1lm, 1stm, 3lm, 1stm, 1lm, 1stm, 1lm, 1stm i lm-ringen. Vend!

2. række: 4lm, 2stm i første 1lm-mellemrum, 1stm i næste m, 1stm i næste 1lm-mellemrum, 1stm i næste m, (2stm, 3lm, 2stm) i 3lm-mellemrummet, 1stm i næste m, 1stm i næste 1lm-mellemrum, 1stm i næste m, 2stm i sidste 1lm-mellemrum, 1lm, 1stm i sidste m. Vend!

3. række: 4lm, 1stm i første 1lm-mellemrum, 1stm i næste m, *1lm, spring 1 m over, 1stm*, gentag fra * til * i alt 3 gange (sidste stm skal ligge i sidste stm inden 3lm-mellemrummet fra rækken før), (1lm, 1stm, 3lm, 1stm, 1lm) i 3lm-mellemrummet, *1stm, 1lm, spring 1 m over*, gentag fra * til * i alt 4 gange (sidste stm skal ligge i anden sidste stm fra rækken før), 1stm i 1lm-mellemrummet, 1lm, 1stm i sidste m. Vend!

4. række: 4lm, 2stm i første 1lm-mellemrum, *1stm i næste m, 1stm i næste 1lm-mellemrum*, gentag fra * til * i alt 5 gange, 1stm i sidste m før 3lm-mellemrummet, (2stm, 3lm, 2stm) i 3lm-mellemrummet, *1stm i næste m, 1stm i næste 1lm-mellemrum*, gentag fra * til * i alt 5 gange, 1stm i næste m, 2stm i sidste 1lm-mellemrum, 1lm, 1stm i sidste m. Vend!

Herfra gentages række 3 og 4, dog øges antallet af gentagelser fra * til * fra række til række. Man laver altså skiftevis en hul-række og en fuld-række. Alle rækker starter med 4lm og slutter med 1m og 1stm, og spidsen består altid af 3lm. Se evt. billedet.


Når man først er kommet ind i mønsteret, så går det ret let :-)

Jeg har lavet i alt 48 rækker og sidste række har jeg afsluttet med en række fm over "opslagskanten", den lange side. Jeg har skiftevis hæklet 3fm og 2fm i mellemrummene.

Når halstørklædet er hæklet færdigt og enderne hæftet, så er det bare med at få det i brug hurtigst muligt. Det har jeg i hvert fald valgt at gøre ;-)


God arbejdslyst :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar